Du er her:
Mottaker: CLEMENS PETERSEN
Datering:9. mars 1867
Sted: ROMA
Tekstvarianter Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis tekstgrunnlag/manuskriptbeskrivelse
Vis oversettelse
Vis informasjon om brevet
xml, pdf, epub, kindle
Om verket
Les mer om brevene
Hr: Cand: mag: Clemens Petersen!
Naar jeg indtill nu, efter næsten et Aars Forløb, har indskrænket mig till blot gjennem Tredjemand at sende Dem et Takkens Ord for Deres Anmeldelse af «Brand» og for hvad derved er virket for mig, saa er det ganske vist ikke af Mangel paa Erkjendtlighed; men De har engang skrevet et Ord om umotiveret Fortrolighed efter et kun kort og flygtigt Bekjendtskab, og dette Ord har gjort mig noget sky. Nu er jeg mig rigtignok ganske sikkert bevidst at der ikke har ligget nogen «Affectation» bagved mine Henvendelser till Dem; men Trækket, saaledes som De fremstiller det, er ialfald saa fuldstændig norsk, at jeg med Visshed kan se det er en Normand, som har givet Dem Anledning till Iagttagelsen og Bemærkningen.
Tilltrods for dette vover jeg dog at henvende mig till Dem med Takk for Anmeldelsen, baade for den skrevne
 
 
Faksimile
og for den, der ligger i det fortiede. Den første har været mig till Glæde og till Gavn udadtill, den sidste har ganske visst ikke været mig til Glæde, men netopp derved till desto større Gavn ligeoverfor et Selvopgjør, som ikke ustraffet lader sig forsømme.
Men jeg har mere end Anmeldelsen af «Brand» og af mine andre Arbejder at takke Dem for. Jeg har at takke Dem for hvert Ord, De har skrevet forøvrigt, og jeg haaber De i mit nye Arbejde skal erkjende at jeg er gaaet et væsentligt Skridt fremad.
Man har fortalt mig, at De engang skal have sagt, at De ikke troede det vilde nytte at anmelde mine Arbejder, fordi jeg rimeligvis ikke vilde rette mig derefter. Jeg vilde ganske vist ikke kunne rette mig derefter i Kraft af den blotte og bare Auktoritet; thi derved blev jeg jo usand ligeoverfor mig selv, og en saadan Befølgelse kunde jo heller ikke være <De>m till nogen Glæde. Men det Skridt fremad, som jeg nys nævnte, bestaar netopp deri at der herefter ikke kan være Tale om at «ville» men om at «maatte»; og over dette svælgende Dyb er det at De har hjulpet mig, og derfor er det at jeg nu takker og altid skal takke Dem.
I Haab om at De i disse Linjer ikke vil se noget andet eller mere end
 
 
Faksimile
hvad vort vistnok fjerne personlige Bekjendtskab tillsteder mig at fremføre, tegner jeg mig
Deres stedse takknemmelige
Henrik Ibsen.

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her